Hrmm... Jeg har altid været en softie, og det er også fint nok, men helt ærligt, er det en "skavank", der forværres med alderen, eller hvad sker der for mig? Jeg synes, det bliver værre og værre. Uanset om det er i virkelighedens verden eller på tv, så tuder jeg hver eneste gang, jeg er vidne til noget, der bare er lidt rørende, det være sig trist eller glædeligt. Det begynder at blive pinligt. Men okay, selv min mand, der ellers aldrig græder, sad og snøftede over "uventet besøg" på DR1 i går. Men okay, lige den type udsendelser tjener jo netop også det ene formål at få os til at snøfte, fordi vi åbenbart elsker det.
Jeg græder, når jeg ser fjernsyn, når jeg ser små børn, der skal til gymnastikopvisning, fik tårer i øjnene, da min lille søn stolt trådte frem første gang han var til dans og sagde: Jeg hejjer (østjysk for hedder) A. Jeg var lige ved at græde, da et familiemedlem juleaften fik en billet til det der hesteshow af sine børn, og jeg græder, når jeg arbejder, f.eks lige for lidt siden, da jeg oversatte et afsnit af den new zealandske serie Mercy Peak. Hvor jeg dog elsker den serie.
Jeg burde blive testperson for Kleenex.