Sidder og er helt trist. Har modtaget beskeder fra min "gamle" veninde S, som pt bor i Aarhus. Vi ses ikke tit mere, men var udadskillelige engang. Har dog stadig et tæt bånd, jeg tror altid vil være der.

Jeg skrev til hende til nytår, og for et par dage side, for at invitere hende herover til fest om nogle uger.
Hun skrev at der var problemer mellem hende og hendes kæreste. De har været sammen en 3 års tid, mener jeg, med dertilhørende problemer og pauser. Men alligevel har jeg altid været sikker på at de er gode for hinanden. Og det kan jeg langt fra sige om alle mine veninders kærester.

Han har åbenbart været i seng med en fra hans arbejde. Og havde fortalt det nytårs aften.

Hun tog hjem til fyn, hvor deres forældre åbenbart blev blandet ind i sagen. Og så vidt jeg kunne forstå, er hendes far temmelig pist på J, forståeligt nok. Så tingene bliver vist aldrig rigtig det samme.
De er blevet sammen, og prøver at få det til at gå.

Jeg er nok bare det dårligste eksempel, og føler derfor ikke mine gode råd slår igennem.
Har sagt at jeg ikke bebrejder hende at hun bliver hos ham, og at jeg bare vil bede hende mærke efter indeni om hun tror på det vil holde. For hvis hun ikke gør, kan hun lige så godt forskåne sig for den smerte, hun uden tvivl skal igennem. For jeg ved at hun vil komme til at bebrejde sig selv på et tidspunkt.

Det kom som en meget stor overraskelse for mig. Holder rigtig meget af J, for han er bare fantastisk morsom og hyggelig. Havde på ingen måde forventet det af ham. Men det havde jeg jo heller ikke af M. For han er heller ikke sådan.
Derfor er jeg blevet enig med mig selv om, at hankønsvæsnet MÅ være forprogrameret til at jagte kvinder, også selvom de har et godt, fast forhold til en pige de elsker.
Jagten, erobringen, nedlæggelse af bytte ligger dybt i urmanden.
Det betyder på ingen måde, at jeg har tænkt mig at accepterer denne opførsel. Der kan dog til tider være brug for en forklaring i det mindste.

Har så ikke hørt nærmere om omstændighederne, men ved bare at det gør ondt indeni at jeg sidder så langt væk lige nu, hvor jeg bare gerne ville give hende et knus og være der for hende.

Jeg ved ikke om de (her tænker jeg på begge køn. Jeg er dog ikke dummere end at jeg godt ved, det findes hos begge) ikke har tanke for hvad de kan ødelægge med deres handlinger.

Øv jeg er frusteret, og kan intet gøre.

-Berta