Fredag skete noget mærkeligt. Mit humør dalede til nulpunktet på ingen tid.
Jeg havde ellers fået nogenlunde tidligt fri, været ude og handlet og også slappet lidt af. For mig og M gjorde i vrede hele lejligheden ren torsdag. Vi havde diskuteret hinandens rod og konkurerede arrigt om at blive først færdig. Det var noget pjat, men lækkert nok da det var overstået.
Så jeg behøvede ikke at tænke på hverken opvask eller noget. Så jeg læste, for at komme lidt på forkant med lektierne.

Hen under aften, blev jeg ramt af en ubehagelig følelse. Selvom M var lige ved siden af mig, var jeg så ensom som jeg sjældent har følt mig før. M gik tidligt i seng fordi der ventede ham et kursus meget tidligt lørdag morgen. Jeg gik ikke med ham ind, og endte med at sove på sofaen, fordi jeg lige dér, slet ikke kunne finde ud ad at lægge mig ind ved siden af ham.
Han blev vist ked af det da han vågnede, og jeg bebrejder ham ikke.

Han tog tidligt afsted. Og selvom han prøvede at få mig til at gå ind i sengen, ville jeg ikke. Han ved bare ikke at jeg lagde mig ind under hans dyne, så snart han var gået.
Jeg ved jeg skylder ham at fortælle at han intet kunne have gjort alligevel. Jeg ville have afvist ham lige meget hvad.

Jeg skammer mig over at være sådan en dårlig og egoistisk kæreste. Håber det er i orden en gang imellem...jeg har åbenbart brug for det lige nu.

Først på lørdagen var det var meget det samme. Jeg var ude og handle ind til om aftenen, hvor R og T kom. M vidste jeg havde det skidt og skrev til mig mange gange, og ville have mig til at forklare. Jeg skrev til ham at han nok bare tror, at jeg er gladere end jeg egentlig er. Han skulle egentlig have været væk hele dagen, men kom hjem fordi han ville trøste mig.
Det var selvfølgelig vildt dejligt af ham. Men det gjorde bare min dårlige samvittighed meget værre. Vidste han skulle have nået en masse og havde brug for den tid. Og jeg vil ikke tage den fra ham, men det gjorde jeg jo nu. Det kunne næsten også være ligegyldigt om han kom dér eller senere. Mit humør var helt af helvede til alligevel. Men min søde kæreste tror at det meste kan ordnes med et knus, og så er alt er godt igen. Jeg sagde også til ham, at jeg ikke regnede med at det ville forsvinde med det samme.
Men jeg snyder ham åbenbart, han tror på det, når jeg lader som om jeg har det godt.

Jeg har glædet mig helt vildt de sidste par uger, fordi jeg trængte til at se R igen. Men lige igår kunne jeg næsten ikke overkomme at det var nu jeg skulle lege glad. Men jeg klarede den, og holdt det glade ansigt til i dag, hvor de lige er taget hjem.

Det har været hyggeligt, men jeg er ikke selv tilfreds med min indsats, tror godt jeg kunne have gjort mere, for at det blev en rigtig god aften. Og nu går der bare så lang tid inden vi ses igen.

Der gik ikke et kvarter fra de kørte, før jeg kunne mærke følelsen igen. Og lige nu kommer tårerne også frem igen. Jeg ved ikke hvad der er galt. Jeg ville så gerne vide det.
M er også på kursus idag. Han ringede først og sagde at ham og mogle fra hans gruppe ville komme hjem til os. Ubevidst blev jeg glad, syntes det var rart jeg ikke skulle sidde hjemme alene. Men så ringede han og ændrede planerne, så nu kommer de ikke alligevel. Han har godt nok skrevet at han ikke blive så længe væk. Tror godt han kan mærke jeg har det skidt. men jeg ved bare ikke om han kan hjælpe mig med at få det bedre.

Hvis han kommer hjem nu, får han i hvert fald et chok. Han er ikke vandt til at jeg sidder med mascarastriber ned af kinderne.

Er bange for der er noget galt med mig. Plejer ikke at være sådan her, jeg bryder mig ikke om det.