Sidst jeg skrev havde jeg det vist lidt skidt med mig selv..Det er ikke blevet bedre. Når jeg kommer hjem fra arbejde bliver jeg slået af en ensomhed der næsten hamrer mig i gulvet... "for faen hvor er det trist at bo i ensomhedens gade nr 9" sang salige John Mogensen engang og hvor har han dog ret...
Har lige snakket med L og hun kunne vist se jeg havde det skidt, men kunne ikke helt forstå hvorfor jeg ikke rigtigt havde lyst til at fortælle hende hvorfor... Hun skulle bare vide... men der er ingen grund til at gøre hendes liv mere besværligt bare fordi jeg ikke kan slippe hende...
Hvad skulle jeg også fortælle hende? At jeg savner hende sindsygt meget og tænker på hende meget af tiden... Prøver at holde mig beskæftiget, men bare det lille øjeblik hvor man laver noget man kan på rygraden, Køre bil, lave mad, ja eller bare se fjernsyn, tænker jeg på hende...
Det er vel noget psykologisk omkring at ønske noget man ikke kan få? Der kunne nok skrives mange bøger om emnet og jeg ville tidligere have forsværget at det kunn ske for mig... Det er faktisk en grim fornemmelse at have...
Var med K & R i københavn i går aftes for at hente en forstærker eller whatever og hele vejen var der kun hende i mine tanker. Jeg fik vist pareret de spørgsmål han kom med meget godt med "ja " og "nej"... ikke fordi han havde nu nok at gøre med at gøre R tilpas så på visse tidspunkter kunne jeg faktisk ligeså godt være blevet hjemme... træls... Ovenstående er kun en brøkdel af de ting jeg har på hjernen for øjeblikket men jeg orker ikke at gå igang med flere emner i øjeblikket...hvorfor er livet ikke min ven mere?