Det dårlige humør bider mig i knæhaserne, og jeg kan ikke helt få livet til at hænge sammen for tiden. Det går fint med at komme op om morgenen og pakke sønnen med madpakke i børnehaven til opbevaring nogle timer, men så snart junior er blevet luftkysset, og vi har råbt "jeg elsker dig", tværs hen over parkeringspladsen...daler tungsindet og lægger sig på mine skuldre...
Jeg magter ikke at leve helt, men jeg overlever. Regnen siler ned over mit hår, lander på mine skuldre og kryber forsigtigt ind under regntøjet, jeg tager på, i en illusorisk overbevisning om, at "hvis bare man passer på - så går det"... Men regnen - og livet- er lumskt. Kræver at man træder til side... reagerer på forhindringer...selv sørger for sit velbefindende.... Men alligevel..STÅR jeg bare og glor. Jeg kan godt se hvad jeg BØR gøre,praktisk og emotionelt, men tænker jeg kan gøre det i sidste øjeblik... og ender med at aflyse det hele - selve livet. Min hjerne befinder sig ikke i nuet, ikke i "her´et", men svæver over vandet og lader en hul skal af mig stå, og vente på tiden er til at vende tilbage... Det er svært at falde til, at finde "hjem", når tankerne er andre steder...
7 timer efter kærlighedserklæringen, vågner jeg op, og bevæger mig. Min plads som mor skal passes, og jeg gør det godt. Er til stede, nyder, griner, danser, skælder ud, opdrager, leger, fodrer, kæler, putter, trøster og elsker...som mødre altid har gjort og altid bør gøre..
Men samvittigheden nager over alle de ting jeg ikke fik gjort, da jeg havde tid til det, og istedet skal bruge tiden med junior på at få det hele til at gå op i en højrere enhed...
Maya
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.