Og indeni gør det ondt, fordi jeg ikke hører noget fra ham. Han skal jo for fanden være så vild med mig, at han ikke kan tænke på andet end, hvornår han skal se mig igen. Eller i det mindste bare have lyst til at snakke med mig igen.

Overvejer, om det er klogt at ringe til ham i morgen, som jeg har planlagt, hvis jeg ikke hører fra ham først. Men hvad er der at sige... han er jo for fanden i Stockholm. Og jeg kan jo ikke presse ham til at invitere mig.

Jeg vil ikke møde en, der ikke vil mig. Ikke én til. Jeg kan ikke mere. Og når jeg nu så godt kan lide ham her, kan han så ikke bare lide mig også.

Og jeg har lyst til at være nøgen med ham igen. Lyst til at blive mere og mere intim og give mere og mere slip, så han en dag oplever mig. Jeg vil så gerne lade ham lære mig at kende.

Jeg ved jo godt, at jeg ringer i morgen. Eller måske jeg skulle vente til torsdag. Men gider heller ikke det her spil. Jeg er træt af at forestille mig, og gemme mig, og lades som om... Nu vil jeg bare være. Sætte mig selv på spil... og hvad så hvis han ikke fanger mig? Hvad så?