Det er en af de nætter, hvor varmen er ulidelig her oppe under taget... Luften ligger tyk - iltsvag og tung.
Og jeg føler mig iltsvag og tung. Utilstrækkelig, urolig, utryg.
Føler ikke jeg kan finde hvile nogen steder - allermindst i min seng. Alt for fyldt - fyldt af tusinde tanker. Ubruglige tanker. Jeg bliver nødt til at komme væk herfra - blot for en kort stund - væk.
Jeg lister mig stille ind i soveværelset for at tage mit tøj, men mit BlåGuleMonster vågner alligevel - og han ser på mig, og jeg fremstammer, med tårerne trillende, at jeg er ved at blive kvalt - at jeg bare må væk - køre en tur. Jeg må ud til vandet.
Han står op, tager min hånd, og vi kører afsted sammen. Vi siger ikke et ord - er bare stille sammen.
Længst ude på havnen, ved det gamle faldefærdige bådbyggerhus står 'vores' hvide træbænk, vaklende, et enkelt stormfuldt vindstød, og den ville tippe i vandet... vi sætter os - kl. er lige blevet 02. og lyset fra Lillebæltsbroen spejler sig med månen i vandet - og lægger et sart rosa skær over det spejlblanke dyb. Ikke en vind rør sig - selvom jeg sidder i en sommerkjole med bare arme, fryser jeg ikke. Kigger blot op på stjernerne, og prøver at glemme min uro.
Og pludselig bemærker vi begge de store krusninger i vandet - blot 20 meter fra os. En sort finne dukker op i overfladen, så een mere - og pludselig danser havet stille foran os. Kun os. Ingen andre.
Det er marsvin. Måske 12 stykker. Stille og blidt bevæger de sig igennem det stille blanke vand lige foran os.
Stilheden, blidheden er i disse minutter unik.

Nu er vi kommet hjem igen - Mit BlåGuleMonster sover igen - og min nat fik lov til at udvikle sig til en af de smukkeste af slagsen....