har lige siddet og tudet i telefonen til andreas. vi havde aftalt at spise is, men han gider ikke alligevel. jeg havde bare glædet mig, det er så længe siden jeg har se ham, og jeg savner ham så meget. og så kan han ikke en gang afse en halv time til mig. jeg var bare så skuffet.

og så siger han at jeg er langt ude. fordi der er gået 1 år og 4 måneder siden vi slog op. men jeg gør det jo ikke med vilje! tror han, jeg gør det for sjov? det er da ikke fordi jeg kan lide det, at jeg har ondt i maven over at savner ham, jeg kan ikke gøre for at det ikke går væk på trods af alle mulige mærlige tiltag med psykolog og med at være sammen med andre. lige meget hvad jeg gør, så kan jeg ikke glemme ham.

jeg kan heller ikke fatte at det er 1 år og 4 måneder siden vi slog op... jeg kan jo huske det hele som vat i går. jeg synes at det var den anden dag, at jeg stod nede på moose med mine veninder og han kom fra en anden fest fordi han savnede mig. eller da han kom og holdt om mig bagfra ude til festen på uni og vi bare vare så glade for at se mig. eller at han bortførte mig ud i dyrehaven en kold vinteraften, fordi det var vores et års dag og han ville overraske mig med mad og vin, så vi måtte gå omringet af brunste hjorte gennem skoven, da vi skulle hjem. og gik hjem og havde en vidunderlig aften. det kan da ikke være så længe siden...
hvordan kan det være så længe siden?
og hvorfor fanden har jeg endnu ikke fundet ud af hvad fanden det var jeg gjorde så forkert?

det er da langt ude, men jeg gør det jo ikke med vilje, for at være led eller noget.
jeg ville bare gerne have en halv time og en is sammen med ham i eftermidddag.