Jeg fryser. Jeg ligger her i min store seng, med mine to dyner i mit værelse, og jeg ryster. Hele min krop og hele min sjæl. Når sandheden dukker op i det fjerne… Jeg mener, pludseligt tænker man på noget der ellers ikke kommer op til overfladen. En flygtig tanke, som man fordyber sig i. Er hele livet en drøm? Nogle gange vælger jeg at tro det. Så engang en titel på en bog ”Er jeg en sommerfugl der drømmer?” Måske. Hvad hvis det er sandheden? Hvad hvis vi ikke lever. Hvad hvis sandheden slet ikke eksisterer i denne verden som måske ikke engang er en verden? Hvad hvis livet ikke er noget nær liv?
Hvis alt er en drøm. Forestil dig det. Intet er sandt. Hverken kærligheden, sorgen, glæden eller hadet. Alt sammen ikke eksisterende. Det kunne være en lettelse. Hvis smerten aldrig havde eksisteret. Al den sorg bare var en drøm. Kærligheden som man måske var begyndt at tro på var slet ikke sand. Usandheder alt sammen. Åh hvilken lettelse hvis alt gik i opløsning og forsvandt. Hvis man fik at vide at alt hvad der var sket, ikke var sket. Hvis man glemte smerten…