Hvorfor skal jeg overbevise mig selv om, at det er det mest evigt saliggørende, om han gik fra hende og kom til mig i stedet. Jeg er jo for pokker så umulig, at det jo nok ikke engang ville være godt nok.

Det ødelægger min weekend. Og jeg er så dum at lade det ødelægge den. Jeg stirrer ud af vinduet og håber, at han går forbi. Han har jo været her og følt stedet. Og han har kigget på mig med øjne, der ikke ville give slip.

Jeg gider det ikke mere. Jeg er så sygeligt træt af det hele. Jeg kunne brække mig over det - og det er ikke engang sjovt, har ikke haft kvalmen så længe. Kvalme over, at han ser på hende med de øjne (mens jeg indeni ikke kan tro andet end, at han er reel nok og enten slår op med hende eller i det mindste fortæller det). Red min tro på, at mænd ikke nødvendigis er svin, vil du ikke nok?

Og måske skal jeg så redde mig egen tro på, at kvinder ikke er for dumme og naive. Føler mig dum og naiv. At tro, at han ville mig så meget. Men problemet er jo, at det ville han. Det var jo for pokker ikke mig, der lagde op til noget - og selvom jeg ikke kan huske, om det var mig, der tog hans hånd eller ham, der tog min, så var det ham, der hev mig med ud og danse - og kyssede mig. Og det var ham, der sagde alle de ord, der var så dybt uretfærdige - at jeg fejede benene væk under ham. Yeah right - du har for fanden en kæreste - og jeg kan ikke tro på dine ord. For hvis jeg først tror på dem, ja - hvad så? Hvor kan jeg så finde troen?