Kan denne dag snart være over..?

Mit hovede føles tungt og kaotisk. Jeg er fuldstændigt følelsesløs, men ikke følelsesforladt. Faktisk overfuses jeg af tonsvis af følelser lige nu, men ved ikke hvordan jeg skal forholde mig til dem...

Startede dagen med at den ene af mine hjælpeinstruktørere ringede i morges og fortalte at han er kommet til skade på sin skiferie og har brækket skinnebennet. Det er virkeligt synd for ham, følte meget med ham. Hvad gør vi så..??!! Jeg kan jo heller ikke lave noget og vi har opvisning næste weekend....?

Faktisk startede dagen endnu før. Vågnede ret tidligt, da jeg jo ikke kom i byen i aftes. Drømte at vi flyttede sammen, T og jeg, og at jeg havde sagt ja til at bo i huset. Havde gang i en masse små forandringer, så der også kunne blive plads til mig. Vågnede med en ro om at det hele nok skal gå.

...så derfor slog det fuldstændigt benene væk under mig, at han ringede og fortalte at han sandsynligvis har fået solgt huset....!! Jeg kunne mærke jeg blev kortåndet og fraværende, skulle bare har det opkald afsluttet, så tårerne kunne få frit løb... Det er hans sidste link til Nordjylland og mig, hvordan skal det nu gå..?

Bagefter blev jeg så ked af, at jeg ikke kan glæde mig på hans vegne. Det har jo stået tilsalg længe. Ligenu kan jeg slet ikke se noget positivt i det. Tårerne ville ikke stoppe igen. Jeg skulle ud..!! Besluttede mig for at gå ned til vandet og sætte mig i solen, men da jeg begyndte at gå, kunne jeg mærke mit knæ ikke kunne holde til det, så tudede jeg igen, ikke engang dét kan jeg klare...

Jeg satte mig på en bænk og tårerne fik frit løb. Jeg vil ha ham ud af mit liv - nej det passer ikke - jeg vil have ham 100% ind i mit liv!!! Jeg kan bare ikke holde det her følelsesmæssige kaos nu ret meget længere. Hver gang jeg åbner lidt op for mine følelser og lader én slippe ind bliver jeg såret,hvornår holder det op...?!

Nu er han online, det kan jeg bare ikke klare...hvad skal jeg skrive..??

....Hvor er det forfærdentlig at jeg ikke kan glæde mig på hans vegne og hvor er det åndssvagt at jeg tuder nu! Jeg ved jo ikke hvilken betydning det får. Han sagde endda, at så må han jo finde noget andet at bo i, hvis han får arbejde heroppe, så det har han da ikke opgivet.

Føler som om pusten er gået af ballonen. Jeg tør simpelthen ikke tænke fælles fremtid nu. Kan slet ikke tænke fremtid ligenu. Gik og stirrede ud i luften med tårerne trillende ned ad kindene, da jeg var ude at gå. Kan måske sætte mig lidt ind i, hvad der får nogle til at forlade hjemmet i nedtrykt sindstilstand og aldrig vende hjem igen. Sådan havde jeg det, da jeg sad på den bænk. "Jeg går ikke hjem igen, jeg kan ikke holde min lejlighed ud..!"

Men jeg har det heldigvis ikke i mig. Jeg vil føle smerten. Det gør sgu pisseondt ligenu. Jeg kan mærke jeg mister ham.....