for efterhånden mange år siden fandt jeg en strimmel på toilettet på Rust.

der stod:
"hvis hun ikke lod folk komme for tæt på, ville hun heller ikke blive så ked af det, når de forsvandt igen"

jeg led som sædvanlig af ulykkelig kærlighed og tog strimlen med hjem. hang den op på mit skab. til skræk og advarsel. jeg lovede mig selv altid at huske på de ord. altid være forbeholden. ikke kaste mig hovedkulds ud i forelskelser. og den slags.

jeg huskede det også, og jeg er da også yderst forbeholden overfor mænd. selv da jeg mødte andreas var jeg forsigtig. stolede ikke på ham. fik det skidt af at mødes hans forældre og venner, for hvis han nu hurtigt ombestemte sig.

men på et tidspunkt glemte jeg sedlen! på trods af at jeg går forbi den hver eneste dag. jeg lod ham komme for tæt på og han opdagede at jeg er kedelig, dum og uinteressant.
og nu savner jeg ham. frygtligt. selvom jeg ser ham så tit.