Det har været sådan en lidt øv-bøv dag. Jeg vågnede meget tidligt og kunne ikke sove - stod i stedet op og sad og hang ved computeren i lang, lang tid.
Jeg er i søvnunderskud - får slet ikke den hvile, som jeg reelt har brug for. Carlo bliver bekymret for mig og jeg lover, at jeg nok skal forsøge at tage mig sammen til at hvile noget mere. Jeg har også lovet ham, at når jeg går i gang med noget - så gør jeg mit arbejde færdigt, inden jeg f.eks sætter mig til computeren, sætter mig til at læse eller hvad jeg nu lige finder på. Det giver negative vibrationer, når han kommer hjem og jeg kun er halv færdig med det, som jeg var i gang med og ja, ..... det mig, der er mand for at dunke - ikke kun mig selv, men også ham i hovedet med min dårlige samvittighed og skyldsfølelser.
Ja, jeg har været ret sur og irritabel i dag og ikke haft det bedste verbale budskab at bringe. Det er jo et hæsligt ordforbrug at skulle lægge øren til. Alt sammen fordi jeg ikke forsøger at sove noget mere.
Det tog jeg konsekvenser af i eftermiddags - dappede op i min seng, sukkede befriende og faldt næsten øjeblikkeligt i en tung søvn. Jeg har bedt Carlo om at hjælpe mig, således at vi begge ændrer vore søvnmønstrer, så vi kan få en mere normal døgnrytme, end den er i dag. Det har han lovet mig.
Den 2. januar plejer at være dagen, hvor juletræet bliver plyndret og julepynt og nisser bliver pillet ned og lagt i deres respektive kasser til knap elleve måneds søvn - og i år ingen undtagelse. Det fik jeg ordnet i dag, støvsuget alle grannåle op fra juletræet og tørret gammelt julestøv væk. Nu står stuen ren og fin med nyindkøbte blomster, som jeg købte i torsdags, men som har stået på et køligt sted indtil i dag. Der er tændt stearinlys i vinduerne for at mindes ofrene i Sydøstasien og der er dømt stille hygge med mand og barn i stuen, hvor Anne i løbet af aftenen vil servere desserten, som vi slet ikke kunne spise nytårsaften. Is med frugt. Uhm. Derefter ikke alt for sent sengetid, for i nat vil jeg altså gerne have en god nattesøvn - jeg vil, jeg vil, jeg vil.
I morgen er det hverdag igen - Carlo skal på arbejde, mens Anne først skal op på efterskolen på onsdag. Vi skal i gang med et mindre syprojekt i morgen, Jeg skal sy et par fleecetrøjer til barnet og hun skal sy et dækken til sin dejlige pony. Desuden skal vi også hygge os og slappe af og forhåbentligt have en god mor/datter snak. Måske kan jeg også få hende lokket med ud at gå en lang tur - vi kunne evt. køre en tur til et godt natursted og så gå der. Lige her hvor vi bor, er der ikke så mange valgmuligheder for alternative oplelvelsesrige gåture. Nu ser vi - ellers må jeg selv kridte støvlerne og af sted.
Jeg ønsker alle en god aften og min slutreplik må være. "Jeg er god igen."
Hyggehejsa fra en hænge-øvbøv-Nellemor.
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.