Jeg er bange for at indse, at jeg er rask. Eller jeg er bange for at blive rask. Hvis jeg var rask, skulle jeg se i øjnene, at der ikke er flere undskyldninger...

Det er min forsvarsmekanisme - og de kan forsøge at helbrede mig så meget, de vil. Jeg vil ikke. I får ikke lov.

Og alligevel er der jo intet, jeg hellere vil. Men måske skal jeg til at indse, hvad der er galt. Nu er opkastningerne væk, nu er det kun indeni, det stadig er galt.

Angsten for ikke at være god nok ligger der stadig. Behovet for at narre alle andre til at tro, at jeg er god nok. I et håb om måske at være god nok - som opfattes som selvhævdelse. Skal finde mit værd. Skal af med ærefrygten, behandle andre mennesker som ligeværdige og ikke overmennesker. Og ikke kræve af dem, at de skal være så tro som jeg. Jeg har brug for noget at tro på - jeg har brug for at tro på mig selv. Men jeg ved ikke, hvor jeg skal finde den tro, når mit liv kører i nedadgående spiraler. Når jeg igen og igen udmattes, så jeg ikke kan sove og se klart.

Har brug for at tro på mig selv. At tillade mig selv den autoritet, som andre giver mig. Ikke lade mig falde i den mindste storm.

Jeg ved bare ikke, hvor jeg skal finde den tro. Det skal være et sted inden i mig selv og ikke i alle de ydre symboler, som jeg tror, er vigtige. Jeg er så fordrejet indeni. Jeg ved jo godt, hvad der betyder noget, men hvorfor kan jeg ikke føle det. Mit hjerte vil ikke se. Jeg er følelsesløs udefra og ind. Jeg er følelseskold. Og nej, det er jeg jo ikke. Jeg er ikke syg, jeg er ikke rask.

Jeg prøver for fanden bare at finde ud af mit liv.

Hvorfor er det så svært? Jeg troede i mit naive lille sind, at når bare jeg holdt op med at kaste op, så ville det hele falde på plads. Men jeg elsker jo ikke mig selv af den grund.

Jeg har brug for at tro på noget. Tro på mig. Men jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal gøre det.