Jeg blev indlagt, fredag heldigvis kom jeg hjem lørdag igen men pyha jeg kan godt mærke at angsten sniger sig ind over mig.
Angsten for ikke at kunne overkomme det hele, i morges kom hjemmehjælpen hun skældte mig ud hvad jeg lavede i sengen klokken 11/30 når jeg skal tage piller klokken 7/30 for ikke at få dem for tæt på hinanden, og ikke for langt fra hinanden, Jeg havde lyst til at råbe hvad helvede rager det dig,forstår i ikke at jeg er træt,nogen gange tror jeg bare at jeg kun venter på den dag jeg får besked på at Christoffers Plejefamilie vil beholde ham, når jeg ikke kan mere, før tror jeg ikke at jeg får fred langt ind i min sjæl, fordi så ved jeg at jeg ikke kan gøre mere, for at sikre min dreng, Men de skal jo lige have tid til at tænke sig om, for det er en stor beslutning, og et kæmpeansvar at påtage sig, så de er helt tilgivet hvis de siger det kan vi ikke, det stiller mig bare i en situation at vi skal have fundet en anden familie til Christoffer, Puha jeg er træt. Dødtræt
AGA