Lige pludselig er mit liv faldet til ro - for nu i det mindste. Tre gange gennem de sidste par uger har jeg tænkt at det her nok skal gå alt sammen. Lige pludselig kan jeg se at jeg vil overleve, få børn og blive gammel. Det er som om at øgenavnene som kom bag på mig i sidste måned, nu har gjordt mig stærkere. Jeg fandt jo samtidig mine venner, og fandt ud af at jeg ikke står alene, og aldrig vil gøre det. Nu har jeg mod på at kæmpe igen. Kæmpe for mig selv og for dem jeg holder af, og det er samtid lettere end nogensinde. Jeg har styr på lektier, det sociale og mig selv. Om tre måneder slutter skolen, om tre dage kan jeg tale med en der kan få mig til Australien og om tre år er jeg midt i min uddanelse. Men imens.. der hygger jeg mig;-)