Det knuser mit hjerte, at jeg ikke kan forære min far en kurv med lakrids og chokolade, en blomst og en whisky af en god årgang.
I dag af alle dage.
Men han kan få mine varmeste tanker. Min kærlighed. Kærligheden, jeg håber at han kan mærke hernede fra jorden af, blandt alle os dødelige, og hele vejen op til Himlen, hvor evigt liv må være.
Deroppe sidder han på en sky med min mor. Det er jeg overbevist om. Jeg er ikke troende eller religiøs, men jeg kan godt lide tanken om, at jeg ikke er alene og at de på en eller anden måde stadigvæk er i mit liv. Og jeg kan ikke komme i tanke om et lykkeligere, varmere sted end Himlen.
Man skal vide det om min far, at han var et herligt menneske. Hans hjerte bankede for musik. Ligesom mit eget hjerte gør. Takket være ham.
Han spillede som guitarist i et band. Til byfesten i vores lillebitte lokalområde. Faktisk også som opvarmning til koncerter af (mindre) kendte navne. Men også til festlige lejligheder som bryllupper. Jeg var stolt af ham. Var der noget som han kunne finde ud af, var det at lade hans hænder vandre hen ad guitarstrengene. Det var sådan, at når jeg var med til ham og hans bands shows, havde jeg lyst til at stille mig op på bordene og henrykt juble: "Det er min far. Det er min far"
Der var kun én ting hans hjerte bankede højere for end musik. Det var for os. Min mor. Min storebror og jeg.
Jeg var sønderknust, da jeg mistede ham for snart 6 år siden. Selvfølgelig bliver man det, når man mister et menneske, der betyder så meget for en, som min far gjorde for mig.
At jeg kun 15 dage efter også mistede min mor, min elskede mor - toppede da lige sorgen. Dobbelt op på smerte.
Min daværende psykiater sagde til mig, at sorg er en proces som man går ind og ud af. Ikke en konstant tilstand. I det øjeblik kunne jeg bande hende langt væk. Jeg havde mest af lyst til at give hende fingeren, forlade konsultationen og smække døren efter mig, hvad er meget ulig mig.
Men gæt en gang: Med tiden skulle det vise sig at hun havde ret. Det var en proces. Det er det stadigvæk.
Så nu har jeg lyst til forsigtigt at åbne døren, stille sætte mig ind til konsultationen igen og ærligt sige: "Undskyld"

Far i Himlen. Rigtig glædelig Fars Dag!