Hej dagbog, jeg har mistet muligheden for at snakke med dig. Du sover mest nu, forsvinder ind og ud af bevidsthed. Du så mig måske, men livet i dine øjne er væk. Morfin og beroligende, har givet dig ro..

Du har været den bedste mor der fandtes! Vi sidder vagt ved din seng, - os du med din ekstreme godhed og har været der for. Mor, vi har altid kunnet gå til dig. Jeg savner at kunne give dig det kram, som jeg har kunnet og gjort i mere end 20 år.

Jeg har ikke fået sovet meget i nat, du har været i mine tanker.. kom jeg til at se dig igen? Tiden skiller os alle ad.. til vi igen er aldrig mere..

Jeg mindes serien House m.d. Han sagde det jeg tænker. Da du sagde, at du ville dø.. fordi du ikke kunne noget mere...Man kan leve med værdighed, men man dør næsten aldrig med den.. Carpe diem!

Jeg er lige blevet hentet af min bror, de mener hun er ved at dø nu.

Hun spurgte hvorfor vi alle var her, - jeg fik sagt, fordi vi alle holder af dig.

Hun så mig, og gav mig sin hånd.. jeg har siddet ved hende og holdt ved hende.. det er hårdt, min bror er ved hendes side nu.. vi skiftes lidt.