Kære dagbog, hvor skal jeg dog begynde.
Det er ikke fordi jeg bare har SÅ meget at fortælle om, men fordi, at jeg faktisk ikke har noget at sige.
Jeg skrev lidt i dag, meget lidt, men dog er det jo noget, specielt i forhold til de sidste par måneder, hvor intet kom ud af mig. Jeg ved ikke helt hvad det er jeg har skrevet? Jeg tror ikke helt det er et essay, og dog ved jeg ikke hvad det ellers skulle være. Et opråb? Mit tankemylder? Jeg skrev to ting, den ene er mere til andres gavn, hvortil den anden er så dybt personlig at jeg nær græd. Jeg har valgt at kalde dem Vandreture.
Selvfølgelig var det ikke det eneste jeg skrev i dag; jeg forsøgte mig endnu engang med lidt scifi og lidt fantasy, endda lidt almindeligt fiktion, men der er tørke at finde i disse områder.
Mit hoved er bare fyldt med alle disse fantastiske verdener, hvor alt går så hurtigt, at mine fingre ikke kan følge med, og til sidst bliver de trætte af at holde tempoet. Og så står alt stille igen.
Men da jeg skrev de vandreture jeg nu havde, så var det næsten helt euforisk at kunne bare taste løs uden kravet om at skulle holde mig til plottet eller scenen, jeg kunne springe fra den ene side til den anden! Så må man bare håbe på at det giver mening i sidste ende.
Måske er det så det jeg skal med mit liv... ikke digte eller romaner, men essays? Vandreture?
Lad os se hvad der sker.