Vi bor så dejligt over for en skov, som vi benytter daglig til gåture med vores lille Emma. Grundet vores belægning, er der meget fuglekvidder heromkring. Noget jeg nyder i fulde drag. MEN... Jeg har en panisk angst for dem. Det uforudsigelige bask med vingerne, og ingen kontrol over hvor de lander - kan jeg slet ikke rumme. Jeg ved ikke om det har givet mig et traume, at jeg blev bidt af en struds som barn. Smiler. Da børnene var små og vi skulle passere vores torv, eller Rådhuspladsen når vi var der, sendte jeg dem afsted for at bane vejen for mig. Det morede de sig meget over. I går var der en kvidder som så ofte før. Jeg gik ind i stuen og ville samle en pude op fra gulvet, og pludselig kom der en fugl flyvende. Jeg kastede mig ned på gulvet og gemte mig under puden. Emma synes at det var vældig sjovt og troede at jeg ville lege. Fik kæmpet mig frem til en dyne, som jeg tog op over hovedet med et lille kikhul, som hurtig kunne lukkes til. Tanken om at den kunne flyve ned til mine ben, slog mig heldigvis ikke der. Den var så fløjet om bag vores lamelgadiner, hvor der var 2 vinduer der var lidt åbne. Dem fik jeg så skubbet op for vid gab i håb om den kunne flyve ud, men det kunne den ikke finde ud af. Bag den nederste vindue og gardinerne. var der ikke plads til at den kunne komme ud. Jeg fik så - stadig med dynen over hovedet - trukken dem fra. Men det kunne den heller ikke finde ud af! Claus kom hjem til en kone der gispede fugl - fugl og pegede i retningen. Han rystede bare på hovedet og gik hen og løftede den ud.

Ps. Det kan måske også være Alfred Hitchcocks film fuglene der spøger...