Kender du følelsen af et indre skrig, som bobler inde i din sjæl og bare gerne vil ud. Hvis ikke, så vil jeg prøve at beskrive den for dig. For mig er jeg ikke i tvivl om at jeg er syg, det kan ikke ses med det blotte øje, kun hvis du får lov til at kigge forbi mit sind, forbi de to dører, som holder omverdenen ude, fordi ja, det er ikke for sarte sjæle, hvad der sker derinde. Jeg føler at jeg råber under vand, men du hører mig ikke. Jeg banker på glasset, for at få det til at revne, men hverken mit skrig i natten eller min banken synes til at blive hørt. Måske mine skrig er lydløse, når du ser mig, men de er mit råb om hjælp, når jeg sidder alene tilbage, på stengulvet med mit bedetæppe, der ophober skrigene sig, som små facetter på mit stemmebånd. Skrigene runger i mit hoved, og de bliver ved og ved. Jeg frygter sådan at du skal se dem, opleve den smerte de bærer.. Jeg ved de kan skræmme, for indimellem kan rusen fra pillerne ikke holde dem nede. Jeg rører dem aldrig, men er jeg utryg og bange for at lukke dem ud. Så har jeg fundet ud af at jeg kan kontrollerer skrigende ved tankens kraft eller ved at dope dem. Jeg vil helst gå med tankens kraft, men på 2 og 3 døgn, er det svært at holde fokus, og jeg bliver svag.. Kontrollen er væk, og mine før så lydløse skrig, svulmer op i mit svælg, og begynder at skabe vibrationer op til min mund.. Vibrationer, som i nat ikke forblev bag de lukkede dører.. Vibrationer som væltede ud, ligesom folk vælter hegnet til en festival, velvidende om at de kan komme til skade, men rusen stopper dem ikke.. Sådan er mine nætter, nætter hvor jeg er selv.. Og hvor jeg ikke får sat låget ordentligt fast på kagedåsen.. nætter hvor smerten har brug for et frirum, enten som det lydløse skrig i natten eller hvor volumen er skruet maks op.. Jeg vågner hverken ved den ene eller anden, jeg vågner først når stilheden har lagt sig og jeg gisper efter luft. Først der ved jeg om mine lydløse skrig er blevet hørt af de andres øjne, som jeg møder hver gang jeg kigger op.