Ja, nu prøver jeg igen bare at skrive hvad der falder ind: Falderi, faldera. Falderé, faldero (falde til ro). Falderu, faldery, falderæ, falderø, falderå.

Plyp, plyp, fristes jeg til at skrive. Jeg kan også skrive fildera. Men hvad nytte skal dette være til? Det er kun en leg, som Jørn Hjorting så ofte sagde.

Nu er klokken 17,51. Det er meget spændende, for det er første gang i dag vi har dette klokkeslæt.

Jeg har somme tider tænkt om jeg ikke tænker for meget. Jeg skulle hellere handle noget mere. Men hvor der handles der spildes, og hvor der spildes, bliver der snavset. Og snavs er usundt. Usundhed kan føre til sygdomme, sygdomme kan føre til døden. Derfor nøjes jeg med at tænke. Sommetider tænker jeg også det værst tænkelige. Men jeg kan ikke tænke på noget der er værre end det værst tænkelige.

Men hvad er så det BEDST tænkelige. Det må jeg lige tænke over. I hører nærmere, måske om dette, måske ikke. - Som præsten sagde til imamen;
- Skal vi gå til gudstjeneste sammen?
- Moské! Svarede imamen.

Denne historie er lige så sand som amen i kirken, eller imamen i moskéen.