Hej dagbog, jeg har smidt alle de kilo, men jeg er ikke glad. Min mor næsten tuder over det, så stolt er hun. Jeg ville ønske jeg kunne rejse tilbage i tiden, ikke fordi jeg ville kunne ændre noget godt for mig selv. Jeg ville rejse tilbage til en ferie for længe side..nyde de dage med mine forældre igen.

Tiden går fremad, jeg bliver nok aldrig lykkelig, men det ville ha knust min mor hvis jeg var død før hende. Det siger jeg ikke fordi jeg elsker mig selv, men jeg..fordi jeg er mig, fordi jeg tit er hos dem..kommer med små gaver, osv..tænker jeg at vores bånd er så stærkt. Det lærte jeg af min mormor..hende ville jeg godt se idag..nu da jeg er blevet ældre.

Jeg selv er ulykkelig som altid..Og der vil kun være år tilbage med dem..så er jeg alene..ingen at leve for mere..jeg føler mig som en statist i de andres liv. Exit stage left.

Det er umuligt at blive lykkelig..umuligt for mig. Jeg ville aldrig kunne lade andre bestemme over mig..over mit liv, og hvad jeg må og ikke må..jeg ser alle valg i mit liv, og ingen ting ville kunne ændre sig..jeg ville aldrig ha kunnet gøre noget andet. Jeg fortryder kun en ting..men jeg forstår mig selv..jeg fortryder at jeg ikke kyssede hende pigen dengang for mange år siden..da folk ville ha jeg gjorde det..men jeg turde ikke..jeg så mig selv som ikke værende god nok..idag, hell..det ville ikke være noget problem..men jeg havde aldrig kysset før, dengang..

Jeg tænker, gad vide hvordan min fremtid så havde set ud..havde det ændret noget? Men det ville det ikke kunne..

Jeg har altid tænkt i fortid og fremtid..prøvet at regne alle mulige svar ud, og komme op med modsvar på alt der ikke blev sagt. Søger jeg en debat, kan man være sikker på, at jeg allerede er foran i den...venter jeg blot på at du vælger at sige en af de ting, jeg ved du vil sige ud fra den karakter du er. Samtale bliver kedelig..