Det gør så ondt, jeg sårer min mand, uden han ved, jeg sårer mig selv, bevidst.. Jeg håber så inderligt at han ser hvad han gøre ved mig, jeg håber han ser, at det ikke er en leg for mig, at jeg vil mere end den affære, men tør jeg? Tør jeg fortælle mine følelser til ham den gamle flamme, tør jeg springe, når jeg ikke ved hvad jeg lander på? Tør jeg satse alt? Satse kernefamilien, satse mine børns lykke, satse mig selv?
Men det gør ondt.
Når jeg ligger ved siden af ham, fuld, holder hånds hånd, kysser ham, fortæller hvor dejlig han er, hvor meget jeg har savnet ham. Slutter altid med at sige, du bliver nødt til at glemme hvad jeg siger i morgen, når jeg er ædru, skammende og vildt forvirret.
Skal man satse på én, som man brændte hele sin sjæl på, som man ønskede at være sammen med men som ikke ville en. Skal man igennem et større smertehelved ens sidst?
Kan jeg tillade mig det? Kan jeg tillade mig at ødelægge alt hvad mine børn kender, for noget jeg ikke ved er holdbart eller kommer til at ske..
Så mange tanker, så mange beslutninger...