Jeg ved, at inspiration kommer og går, at det er som tidevandet - naturligt nok kommer der lavvandsperioder, når vandstanden har stået højt, men jeg kan mærke forskel på hvornår der er lavvande i inspirationen og hvornår jeg har en dårlig periode. Lige nu har jeg en dårlig periode.

Forskellen er tydelig. I de dårlige perioder har jeg tusind ideer, jeg har endda næsten ordene, sætningerne, men ikke overskuddet eller motivationen til at få dem ned på papir. Tit er jeg endda bange for overhovedet at gå i gang, af frygt for ikke at kunne gøre det færdigt, ikke at lykkes. Når inspirationen derimod går i et naturligt lavvande, har jeg hverken ideerne eller ordene, kun motivationen til at skrive. Det er den omvendte verden.

Jeg kæmper mig til det lidt jeg får skrevet lige nu. Kæmper en kamp for hvert tryk på tastaturets taster, men lidt efter lidt får jeg da ordene ud. Ikke altid på nogen tilfredsstillende måde, men jeg har lært mig selv at holde ved, efterhånden. At holde ved og at blive ved. For alting skal nok finde sit leje til sidst, det siger erfaringen mig - og det ikke kun i forhold til at skrive.

Sådan er at skrive virkeligt at leve.