Akiko: Good Morning Heartache )( Lyder musikken i ørerne.

Jeg blev ikke introduceret til jazz via musikken og anser stadig ikke, den dag i dag, mig selv for en stor kender så meget som blot en stor nyder. Jeg blev introduceret til jazz via Haruki Murakami og hans jazzede verdensbeskrivelser i bogform. Jeg blev introduceret til jazz via ordet. Jeg lytter mindre til klassikerne og mere til cover-bands, Edith Piaf som sunget af Carte Blanche bl.a. Og Billie Holiday som, angivet foroven, sunget af Akiko.

Måske fordi jeg lærte jazzen at kende igennem Murakami, så lytter jeg til en stor del japansk jazz. Akiko er en favorit, jeg følger hende endda på Instagram! Jeg elsker Emi Meyers mere moderne lyd og selvkomponerede tekster. Jeg har håndplukket fra Karen Aoki og fra andre sangere hvis navne jeg ikke kan hverken læse eller udtale rigtigt. Jeg chiller til Kaori Kobayashi på sax. Man kan høre at japanerne er et af de mest jazz-elskende folkeslag i verden, for der er en dyb kærlighed til musikken i den overordnerede lyd i disse meget forskellige kunstneres udtryk. De har fået mig til at elske jazz på same måde. De har fået mig til at interessere mig for musikken, genren, lyden, kunstnerne.

Ordet vækkede mig og det er da også oftest den vokale jazz som jeg hengiver mig til. Stemmerne, den bølgende musikalitet, melodierne på tungemål, men om jeg selv kan sætte ord på? Vokabularet er mig fremmed. Jeg fandt et jazzmagasin på biblioteket tidligere i dag og læste halvdelen af et interview, så fuldt af engelske ord, sound, approach, mm. Engelsk forstår jeg, hvad der er hvad i jazzens anatomi ved jeg intet om, men jeg lytter alligevel og jeg elsker.

Sådan lyder min lille kærlighedserklæring til jazz som jeg kender den. Nu synger Akiko "Gee Baby, Ain't I Good to You" og jo, jeg synes faktisk jazzen har været ganske sød mod mig indtil nu.