Hejsa
Mit liv er et helvede, og jeg overvejer meget om jeg tør vågne af min dvale.
som jeg har været i snart mange måneder, men først nu er det ligesom gået op for mig, at kampen er slut at al mit håb og ønsker for fremtiden er slukket.
Jeg tør ikke tro på en fremtid og selv om jeg ønsker og har håbet så er det ved at gå op for mig.
Jeg troede at bare jeg blev mere rask så ville kommunen trække deres planer tilbage, men nu har de sat sig fast på at jeg ikke kan være mor for min dreng,
så han skal i familiepleje.
Havde det så været en familiepleje jeg kunne arbejde sammen med men det er det ikke, vi trækker hver sin vej og Christoffer bliver mere og mere forvirret og forstår slet ikke det der sker omkring ham.
Og helt ærlig jeg har ikke haft det bedre i flere år og så meget overskud jeg har fået. Hvor fanden var kommunen da jeg havde brug for dem, hvorfor kommer de nu hvor jeg har det godt og vil fjerne ham altså den gamle med.
at kaste brøden til når barnet er druknet.
Men jeg tror ikke mere.
og håbet kan ligge på et meget lille sted, og hvad er der tilbage når man tager håbet fra et menneske ???????

en bange Mor