Det er ikke fordi, der er sket skide meget siden sidst. Jeg er blevet nogenlunde rask igen uden at blive forfulgt af den efterhånden sædvanlige astmatiske dødshoste. På kollegaernes sofa i Stockholm var jeg lidt bekymret, for hver gang jeg lå på siden lød jeg som en træt kaffemaskine i færd med at suge de sidste dråber. Svensker kollega H dopede mig med alt godt fra pilleskuffen. Koffein og efedrin og andet godt. Hun er great, 42 og allerede mormor, men er samtidig den kollega jeg har, som er allermest festlig. Ovenpå pillerne en del vin og champagne og så var jeg jo reelt ikke til at skyde igennem. Men næste dag følte jeg mig også som en harsk og hullet karklud, da jeg slæbte mig gennem lufthavnen.

Jeg er stadig på at købe lejligheden. Har det sådan her med det: Gulp. Yay. Gulp. Paniiiiik. YAY. YES. Grrrrr. Single 4EVER. Gulp. TAGterasse. Party. YAY. Vaskemaskine. Opvaskemaskine. EUREKA! Bankrådgiver. Ejendomsmægler. Advokat. GRÅ HÅR. Paniiiiik. Gulp.

Oveni al arbejdet bliver det næsten for meget af det gode. Farmand hjælper dog til. Styrer ellers normalt den slags ting selv, men bad ham hjælpe mig med banktingen, som den voksenbaby jeg jo er.