Nogle gange er drømmene sværere at forklare. Som nu den, hvor jeg halsede afsted, ført (forført?) af en sætning, der gav SÅ meget mening i nat. "En dag gik jeg blå", vistnok. Og så et usammenhængende forløb, forhastet, hvor jeg hverken har tid til at registrere, hvem jeg møder, eller hvad jeg ser; halve og kvarte indtryk, i et forvirret kaos. Fremad, fremad gennem natten, til øjnene glider op, før bevidstheden, og møder et blegt lys på den anden side gardinet. Ikke helt udhvilet, men fornemmelsen af rastløshed får lov at overleve rejsen fra søvnen til den vågne tilstand.