Hej dagbog, - jeg har på fornemmelsen, at jeg ikke er alene om at smile, imens jeg ikke har noget at smile over...men gider ikke ord fra folk der alligevel intet forstår, ud over deres tro på, hvordan det hænger sammen...faktisk virker de onde! - de har i mange år forsøgt at dingle håbet foran mig som en gulerod, - der skulle få mig til at træde rundt..uden der reelt har været noget.

Jeg har hjulpet et par stykker i dag, - og igen brugt mit hoved på, at tænke et par skridt frem..og jeg har fået spredt glæde..livet er så ironisk! så det grænser til det komiske..