Jeg har lige været til læge, og hun spurgte ind til skole osv. I forlængelse af det kom alle de tanker jeg har gået og tumlet med på det seneste. Jeg har haft mareridt og indbrud og om ikke at kunne bevæge mig. Jeg har haft mareridt om dråben, der fik bægeret til at flyde over, og jeg har bare puttet det hele væk. Jeg har bare skubbet og glemt, fordi så løser alting sig helt sikkert.
NEJ! Det løser sig helt sikkert ikke. Tingene er ikke de samme som i foråret, og behovet for en at tale med en psykolog er ikke det samme som i foråret. Det er noget andet. Det her ikke midlertidigt, og konsekvenserne ender med at blive mere permanente end jeg har lyst til at overveje.
Jeg har ikke lyst til at gentage familiehistorien, for mine forældre er en del af mig, og jeg en del af dem, men at se på smerte og sorg og føle smerte og sorg på vegne af dem, det er fandme surt. At blive gjort til grin på deres bekostning, og blive vred og ked af det fordi det ikke er sjovt, men pinligt, det er værre. At føle sig til sidesat, ligegyldig og uvigtig, det er værst. Selvom det ikke er sådan, og selvom det kan rationaliseres væk, så er der en grænse. Som datter vil man altid føle sig ramt, og det vil altid gøre følelsesmæssigt ondt, selvom den rationelle tanke kunne overrule.
Jeg ved nu, at det kun er et spørgsmål om tid før jeg får brug for kvalificeret hjælp igen. This is, I'm afraid, not over.