Jeg gik og funderede over, hvad jeg skulle skrive om. Arbejdet er det bedste sted af funderede over det. Der er så mange bøger, og det er svært ikke at finde dem motiverende. Jeg gik og tænkte over, at jeg var nødt til at dele ud af mig selv. Jeg var nødt til at sige, hvordan jeg faktisk har det og ikke bare diske op med en halvkvalt sandhed om, hvad dagen i store træk gik ud på.
Jeg er nødt til at se, om jeg kan gøre det. Om jeg kan skubbe min paranoide censur tilbage og tænke, at min anonymitet endnu er bibeholdt, selvom jeg fører en dagbog, hvor jeg fortæller om mig selv og mine følelser.

Jeg gik også og tænkte over, hvordan jeg kunne få gjort mit liv interessant for andre at læse om. For hvor interessant er det lige at læse om andres liv, hvis de censurer det meste, og man aldrig kommer derned, hvor man begynder at føle, at man faktisk kender personen bag dagbogen?
For at besvare eget spørgsmål: "Sgu ikke særligt interessant." Derfor må konklusionen være, at min paraniode censur skal sættes bag lås og slå (til en vis grænse), og jeg skal turde lærde stå ved mine følelser og holdninger - også selvom de er på skrift.