Det er 2.5 år siden jeg prøvede på at tage mit eget liv, men fortrød straks. Det var alt for egoistisk af mig, og egentlig bare et kæmpe råb om hjælp. Men kommer man nogensinde over det? Jeg ligger engang imellem og er bange for mørket, og kan begynde at græde uden en grund. Jeg kan stadig ligge og tænke på hvordan det var at ligge på badeværelse gulvet, i fosterstilling, med pillerne i hånden, tårerne der væltede ud af øjnene på mig, skrigene der kom fra min mund og ikke mindst hvor hjælpeløs og bange jeg var.. Jeg kan stadig huske hvordan det var ikke at turde at sove ude på sygehuset, eller være alene, hvordan jeg græd hver aften når min familie skulle gå. Jeg husker månederne efter hvor jeg hver nat vågnede op af skrig, sved og tårer. Min mor fortalte mig at hun hver nat gik ind på mit værelse, fordi hun ikke turde og lade mig være alene.

Jeg glæder mig til den dag det ikke har betydning i mit liv mere!