Kære natbog (I)
Olivia Birch...
10 år siden
Vægttab og jobsøgning
Racuelle Hei...
6 år siden
Forsømt
Tine Sønder ...
12 år siden
Tiden i Perspektiv
Rebecca Rahb...
8 dage siden
AT forløb
Coleen
11 år siden
Fin lørdag
David Hansen...
8 måneder, 18 dage siden
Min drømmedagbog! Del 1.
Winnie Leth ...
9 år siden
Normalvis nyder jeg ikke ...
Kasper Lund ...
9 år siden
Felicidad mi amor! Felici...
Camilla Rasm...
11 år siden
Hvem fortjener blomsten?
Racuelle Hei...
8 år siden
Lufthavnen - sjæl i flamm...
Salomon
9 år siden
Lyst til livet
Halina Abram...
7 år siden
STÅR PÅ EN SKILLEVEJ
ingelnielsen
11 år siden
Højskoleophold
Hanna Fink (...
10 år siden
Hverdag
Hanna Fink (...
6 år siden
Pizza
Kenny Raun (...
12 år siden
Det at blive mand
Ace Burridge...
12 år siden
god start på dagen
Jette Peters...
7 år siden
Stemme
Halina Abram...
7 år siden
Vi er nu tre voksne (og en 15 årig) derhjemme, og jeg føler mig som en lus mellem to negle når jeg er voksen men har ikke råd til at bo alene. Hjemme er jeg den tredje voksne, men stadig alligevel ikke voksen nok. Det er mig der ikke betaler husleje, derfor har jeg intet at sige til noget som helst. Jeg er hjemmets Down-doggie, spekulerer på om jeg alligevel burde flytte, men mener at det er bedst at bo hjemme endnu et år. Mor vil gerne have mig boende, og vi tre voksne (min søster tager på efterskole) burde da kunne finde ud af det, eller hvad?

Hvordan kan de små ting egentlig betyde så meget? Det er som om jeg for skæld ud, eller i det mindste at de sure miner bliver trukket frem ligegyldigt hvad jeg gør. Et eksempel; Jeg er lige blevet skældt ud for at gå på WC?? Whats Up?? Jeg blev det fordi det åbentbart vækkede/generede min mor der lå og sov på sofaen i stuen, trods det jeg ikke skal igennem stuen for at gå på wc. Hmm..
Men OK, efter det gik jeg så i stuen, for at tage noget creme til mine arme hvor der var store hvide pletter på, pga. udtørring. Da jeg fik øje på min mor på sofaen, var det allerede forsent. Trods det jeg intet havde sagt og bare gået lige så stille ind i stuen, var hun vågen. "Det er kraftedeme med vilje" vrissede hun af mig.
- Jojo, nu skal du høre mor, jeg gik ned kun for at vække dig, og intet andet. Jeg brugte selvfølgelig mine psykiske evner til at finde ud af at nu måtte du ligge og forsøge at sove. Dernæst hev jeg stortrommen ned fra hylden, fordi nu SKULLE du bare vækkes.

Jov, jeg kan da godt genkende mig selv i den beskrivelse. Helt sikkert..

Problemet er at hver gang jeg går i stuen (om eftermiddagen) ligger enten min mor eller stedfar og sover, eller næsten ihvertfald. Så vil nogen måske mene jeg burde vide min mor lå der, men så reulært er det heller ikke. For mig føles det bare som om de sender skylden videre. Jeg aner ikke hvornår de ligger der, eller hvornår de ikke gør. Men hvis de nu lagde sig i deres soveværelse i stedet ville det løse alle problemer da der er en dør for (mener jeg). Hvis det er helt umuligt, så kunne de prøve at SIGE til mig hvis de ligger sig, men den øvelse er åbentbart også for svær. Efter deres mening er der to bedre alternativer.
1; I stedet skal jeg bare blive hvor jeg er fra klokken 13.00-16.00 uden at lave en lyd eller bevæge mig. Mit problem her (ud over KEDSOMHEDEN) er at jeg har en meget regulær sult, den kommer hver 3. time dvs. kl. 06.00, 09.00, 12.00, 15.00 og 18.00. Mange gange også 21.00 men det er jo sin egen sag.
Alternativ 2; Jeg skal bruge mine psykiske evner til at finde ud af at nu sover de, andet er der åbetbart ikke at gøre. Mmm, det gør jeg så bare lige!

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Tre er en for mange er publiceret 01/08-2003 15:32 af Suree Lio (Løvinde).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.