Kære dagbog - Ja sådan startede man vel som lille - Kære dagbog hvor kan morgenen dog være tung engang imellem. Det er mærkeligt, man vågner op alene og man kan bare mærke at en tunghed har sat sig i kroppen. Ikke fordi man er deprimeret, nej for det kan vende så snart som det skal, og dagen efter kan man vågne glad og hoppe ud af sengen, men blot sådan en tunghed omkring hjertet og maven, hvor man tænker "åh" når man kigger ud ad vinduet og måske fortryder gårsdagens sidste timer, som det skete igår. Man bebrejder sig selv sine valg, og det hele kører i ring. "Hvorfor gjorde du det?" siger stemmen indeni en i et højst beklagende og uforstående tonefald, og så får man mere ondt i maven- ja, hvorfor gjorde jeg det? Jeg ved det egentlig godt. Fordi jeg ikke gad den pågældende situation, fordi jeg ville gøre oprør, og måske fordi jeg ville se hvad der skete hvis jeg gjorde oprør. men nu er der krig i mit sind. En grim gammel kone sidder og beklager sig uforstående. Min nærmeste ven siger ellers, at det vil være godt hvis disse forskellige stemmer kan være nysgerrige på hinanden, kan lære noget af hinanden. så får jeg dårlig samvittighed igen, for øj hvor de skændes. Hvordan kan de egentlig blive forsonet når jeg aldrig rigtig har lært hvordan man bliver forsonet på en god måde hjemmefra? Det er ikke fordi de bryder sig mere om hinanden eller kan få lyst til at trøste den anden i selvskabet. det er som to der står med ryggen mod hinanden og korslagte arme, og så engang imellem vender sig om og kaster med ukvemsord. Og den trykkende fornemmelse fortsætter.