Ser bedre ud, end jeg længe har gjort. Og nyder det, selvom det er på et falskt grundlag. Kan ikke holde mad i mig mere, det er blevet en tvangstanke. Eller måske en tvangsrefleks, om man vil. Og det værste er, at det ikke nager mig mere - fordi jeg tror, jeg kan styre det, for jeg har jo styret det før - med konsekvensen, at min krop stille og roligt faldt fra hinanden (men det tænker jeg jo ikke på...). Men jeg kan ikke - eller måske skal jeg lade være med at lyve overfor mig selv - jeg VIL ikke. Og jeg finder mig i, at det hele bare er ligegyldigt, fordi jeg ikke føler. Hellere være lidt midt imellem end at være angst og ked. Og måske tør jeg ikke holde op, fordi jeg er bange for, at jeg faktisk er ved at finde mig selv igen. Fordi jeg er stærk nok. Men det er så nemt og bekvemt at gemme mig. Ikke tage ansvar for mine handlinger og bare kaste det hele op.