Ja, jeg er altså ikke teenager, men arbejder med, og omgås også mange i den aldersgruppe, når jeg dyrker min fritidsinteresse.

Jeg elsker teenagers, ingen anden aldersgruppe har så meget fokus på dem selv, men så lidt selvindsigt. Det er i denne problematik, at hele min følgende oplevelse bunder i.

Jeg sidder i bussen i dag, har egen bil, men den er på værkstedet, derfor sidder jeg i bussen. Der er ikke ret mange mennesker med bussen sådan en lørdag eftermiddag, langt ude på landet. Derfor er der en dejlig, og for mit vedkomne, en tiltrængt ro.

Jeg sidder og slapper af, sover vel nærmest med åbne øjne, da bussen stopper og samler passagere op. Disse nye passagere er tre piger på omkring 15 år. De snakker og griner, og skaber en lidt mere livlig stemning i bussen.

De sætter sig et par sæder foran mig, og jeg kan derfor ikke undgå at høre deres samtale. Samtalens omdrejningspunkt er reality-programmet "Paradise Hotel", og om hvorvidt det er okay

"At knalde på tv".

Pigerne diskuterer frem og tilbage, hvor de alle tre giver luft for deres holdninger. En af pigerne mener, at det ikke er okay, mens de to andre synes det okay, hvis man kan blive kendt.

På daværende tidspunkt er jeg lige ved at bide tungen af mig selv, for ikke at komme til at ytre min holdning. Jeg tænker inde i mig selv, at det ikke er noget jeg skal blande mig i, og jeg bare vil komme til at lyde som en sur gammel dame.

Det havde nok også lykkes mig at holde min mund, hvis det ikke var fordi en af pigerne siger følgende.

" Amalie er bare så sej, jeg vil vildt gerne være som hende. Hun er vildt kendt, og tænk at have en mor som er så cool, at hun bakker sin datter op i hendes kendis-karierre. Min mor er bare en nar, hun siger jeg skal gøre mig umage i skolen, for det at være kendt, det er ikke et realistisk mål."

Jeg tror næsten citatet er gengivet ordret, for jeg var så forarget over hvad jeg hørte. Så forarget at jeg ikke kunne holde min mund. Jeg henvendte mig høfligt til pigerne, og spurgte om jeg måtte deltage i deres diskussion. Først så de temmelig mistænksom på mig, men svarede derefter meget høfligt tilbage, at jeg da var meget velkommen.

Jeg spurgte interesseret ind til, hvorfor de så gerne ville være kendt og være som Amalie? Og de svarede mig, som om det da var den største selvfølgelighed, at det da var fordi hun var kendt. Hvis man blev kendt, så var ens lykke jo gjort.

Jeg spurgte dem så, om de ikke tænkte over, at det at være kendt for at knalde for åben skærm, samt synge falsk, kryderet med et mærkat som nok en af de mindst inteligente mennesker i kongeriget Danmark, ikke var særlig atraktivt. Ville de virkelige være kendt for noget at det mindst atraktive? Ville det ikke være meget federe at blive kendt for, at man havde fundet kuren for kræft?

Pigen, som havde svinet sin mor til tidligere, fordi moren havde den frækhed at sige, at hun skulle passe skolen, svarede, at det da helt sikkert ville være meget bedre. Der var jo langt større prestice i, at blive kendt fordi man var god til noget. Så rejste jeg mig op, da bussen havde nået min destination, og svarede hende på følgende måde.

"Måske du så skulle lytte til din mor, selvom hun er en nar,når hun siger, du skal passe din skole. Jeg har aldrig hørt om nogen kræftforsker, som ikke har en eller anden form for højere uddannelse"

Med de ord forlod jeg bussen, og på pigens måbende ansigt var det tydeligt at se, at hun ikke havde forventet denne kommentar.

Det jeg vil frem til med denne historie er, at mange teenagere, og i særdeleshed denne pige, var så forhippet på, at hun havde et skod liv, at hun slet ikke så, at hendes mor egentlig bare levede op til hendes rolle som mor, og egentlig havde samme ønske som datteren selv, at hun blev kendt for noget godt, i stedet for at knalde på tv.

Det er utroligt hvad man oplever, når man tager offentlig transport. Måske jeg skulle tage bussen lidt oftere, sådan at jeg oplever noget, som jeg kan skrive om i min dagbog.