Alt føles så mærkeligt i øjeblikket. Jeg har ikke lyst til noget, bortset fra at skrive. Sådan har jeg haft det længe. Der gik et lys op for mig i dag: Jeg har en depression. Ikke en vinterdepression, men en dissideret depression. Jeg har nogle traumer fra min barndom, som jeg ikke har fået afklaret. Jeg blev mobbet som barn, og da jeg flyttede skole, blev jeg ikke tilbudt nogen form for psykologhjælp. Dengang i slutning '90'erne, start '00'erne så man ikke jo mobning som det store problem, som man gør i dag. Jeg tror, at jeg har lidt af depression siden dengang, men det slår bare meget igennem i øjeblikket. Oveni det har jeg også fundet ud af, at jeg har tillidsproblemer. Det er også pga. mobningen, jeg har været ude for. Jeg lukker ikke nogen ind tæt på mig. Der skal meget til at få min tillid, så man ser den rigtige mig.

For noget tid siden havde jeg en grim oplevelse med facebook, hvor jeg regerede ved at skabe afstand fra sitet og min egen familie. Jeg følte bare, at jeg ikke kunne stole på nogen mere, bortset fra mig selv. Først nu kommer jeg langsomt tilbage på fjæsen, men ikke i ligeså stor grad som jeg har været. Jeg har været afhængig af fjæsen. Det er jeg ikke mere. Nu jeg lader folk vide, hvad jeg laver fra uge til uge med en facebook-dagbog. Det er meget nemmere at lave sådan en i stedet for at skrive statusopdateringer hele tiden. De har jo ikke det hele med.