Idag har været et helvede.
Mit hoved fungere ikke, det er lidt som om at tømmermændene rammer lidt for hårdt denne gang.
Jeg har dummet mig så meget på det sidste at jeg snart ligeså godt kunne begynde at grave min egen grav.
Jeg hader den her følelse.
Den hiver og flår i min mave, den kvæler mig langsom indefra.
Jeg kan stå der og se på ham, med hans fantastiske blå øjne, mens der står stille i toppen på mig.
Når han ser på mig glemmer jeg mit liv, jeg glemmer alt det had jeg har bygget op gennem hele mit liv.
Men han fatter det ikke. Han vil ikke høre på mig, fordi han, ligesom jeg, drikker hver eneste dag snart.
Jeg kan ikke huske en ædru samtale vi har haft sammen hvor vi rent faktisk har snakket i stedet for bare at have siddet og kigget på hinanden uden at vide hvad vi skulle sige.
Han forstår ikke at jeg har brug for ham, han forstår ikke at jeg vil vende alt for ham, han forstår ikke at det her... Det er ægte.
Jeg mærker hans hænder mod mine og smiler genert.
Han kan gøre mig mundlam, og rød i kinderne og blød i knæene.
Jeg har aldrig oplevet nogen gøre det ved mig.
Jeg skal være den stærke type, den der altid har styr på det hele og ved hvad jeg vil med mit liv..
Men når han står der.. og ikke siger noget, men kigger på mig med bebrejdende øjne, og jeg ved at jeg har gjort noget som han ikke kunne lide fordi jeg bliver en idiot når jeg er fuld.
Så føler jeg en trang til at sætte mig ned på knæ foran ham, græde og fortælle ham hvad der sker i mit hoved.
Men jeg kan ikke. For han skal ikke vide for meget.
Det gør han allerede.
Idag har jeg vadet hele vejen ned i byen, iført klipklapper, sammen med Nick og Kenneth, bare fordi de skulle have iste, og slik.
At vi så brugte to timer på det, og at de slet ikke fik købt hverken iste eller slik er så noget andet. Men i den tid tænkte jeg ikke på andet end ham heller. For satan hvor han roder med mit hoved.
Og nu sidder jeg her.
Alene, og kan ikke kende mig selv længere.

Hader tømmermænd