Jeg bliver mere og mere frustreret. "Brylluppet" er der ikke sat dato på endnu - hvilket jo bare gør det umuligt at reservere lokaler eller ordne nogen ting - og "min forlovede" tager ikke snakken op. Det er ved at blive en kile i forholdet at blive gift. Det er det jo helt forkert. Da han intet laver og ingen udspil kommer med, forsøger jeg at lave de ting jeg kan - finder ud af hvilken stil der kunne være interessant ect. og han opfatter det som en mini-bridezilla.
Jeg får ingen udspil - ikke engang nogle nej'er til tingene og jeg kan se de mulighed jeg oprindelig så for November-bryllup glide længere og længere væk fra mig. Jeg føler mig helt alene om det, føler at han ikke gider, føler at han er ligeglad. Jeg har taget emnet op ind i mellem, men det er på smertegrænsen og fører bare til tydelig irritation. Der var jo en grund til at November ville være den bedste idé på trods af den korte tidsfrist - men... det bliver mere og mere umuligt.

Jeg er SÅ frustreret! og sur og små-hidsig og det er ikke noget jeg ønsker at være. Jeg vil være glad og forelsket - men føler mig bare så alene om tingene. Jeg holder mig fra at vise mine følelser for de passer jo ikke ind og vil ikke gøre tingene bedre - men det er svært når jeg ved at jeg har fortalt ham hvorfor jeg mente at det skulle være i november, hvorfor det skulle være før barn, før jeg "for alvor" så gravid ud.

.......................................

Opdatering: Knap når man at brokke sig før tingene bliver gode igen.