Kære Ingen

Du kender mig ikke, og vil måske ikke nogensinge komme til det, men alligevel vil jeg bruge min tid på at skrive til dig.
Min veninde, Jannie, kommer over i dag, og det glæder jeg mig til, for selvom jeg har set hende for et par dage siden, så er det altid rart med selvskab. For sådan er det. Jeg ønsker ikke, kære Ingen, at sidde og sygne hen. Tit tænker jeg på, hvad der ville ske, hvis jeg faldt død om lige nu. Ville folk lægge mærke til det? Ville de føle noget? Tit tvivler jeg på, om jeg virkelig kender de folk, som jeg kalder mine venner. Tit tvivler jeg på, om jeg overhovedet har nogen.
Da jeg gik ud af folkeskolen for næsten et år siden, opdagede jeg det for første gang. I min blå bog stod der blot: Tre ting på en øde ø: Bibliotekskort, bøger, sine venner. At jeg har en syg hund, og et par pinlige situationer, hvor jeg havde drukket for meget. Jeg spørger nu, kære Ingen, kendte de mig? Er jeg ikke i løbet af ti år blevet til mere end druk, en syg hund og et bibliotek...?
Også de 'venner' som var mine i folkeskolen, har jeg indset heller ikke er rigtige venner for mig. Hvor lang tid tog det mig ikke at fortælle min Shrink (en veninde, som man kan fortælle alt) den gode nyhed, at jeg ikke ver single mere? Det tog en hel morgen. De personer, som jeg kender nu, har i løbet af et år opnået en status i mit liv, som ingen fra folkeskolen har. Hvordan kan det være sådan, Ingen?
Er tiden så forkert? Kan man bruge 62,5% af sit foreløbige liv på at lære nogle at kende, for så på 6,25% af sit foreløbige liv opnå det dobbelte eller tredobbelte? Er tiden så underlig og forkert indrettet? Jeg ser tiden løbe forbi mig, og jeg ønsker bare, at stoppe den, så jeg kan nyde øjeblikkene, der alt for hurtigt er væk.
Kan du stoppe tiden for mig, Ingen? Vil du ikke nok?
Nu vil jeg forlade dig igen, Ingen, og muligvis forsøge, om jeg kan stoppe tiden.

Jeg håber, du vil få et godt liv.

Hilsen ...