Jeg var til min feedback-samtale i dag. Restaurantchefen havde fået feedback fra sit personale om, hvordan de syntes, at det gik med mig på prøvevagten. Der var stor ros over hele linjen, så jeg kunne godt læse mellem linjerne, at han havde det samme i tankerne som mig, at de ville have mig. Så spurgte han mig jo, om jeg ville i lære.

OMG, jeg har fået læreplads med opstart på mandag på restauranten! Det gik ikke helt op for mig, da jeg gik ud af restauranten eller sad i toget på hjem, men nu kan jeg ikke lade være med at smile. Det er ved at gå op for mig, at jeg har fået lærepladsen og ikke skal være herhjemme 24-7. Det er for vildt.

Da jeg ringede til min mor - havde lovet hende at ringe, men min kusine var den første, der fik det at vide, da jeg var sammen med hende - og fortalte det, skreg hun i telefonen. Skrig lige lidt højere, skal du ødelægge min trommehinde? Hun blev ellevild, hvor jeg tog det mere roligt. Den måde jeg fik pladsen på, var så afslappet, at jeg stadig har svært ved at opfatte det. Jeg sagde bare ja til det, og så var det det. Utroligt. Og der gik ikke langt tid, efter jeg havde opdateret min status på fjæsen, så kom den første sms fra en af mine holdkammerater med et kæmpe tillykke til mig.

Nå, vil spise aftensmad, og derefter skal jeg vaske op. De gamle kommer i morgen og tager mig med i byen for at fejre mig.