Et kort uddrag af en meget frustrerende dag, der igen omhandler det evige emne i mit liv: Kærligheden og dens evige op og nedture koblet sammen med et evigt forvirret og overanalyserende sind:

Kan man virkelig godt ramme bunden lige efter man føler man har været på toppen, er det virkelig muligt at være oppe i skyerne, for at falde helt ned i dybet efterfølgende. Det er hvor jeg befinder mig lige nu, helt dernede hvor jeg ikke føler jeg kan trække vejret længere, hvor jeg lever, og gør som jeg bør, men ikke kan se meningen med det hele, jeg er jo ikke så meget værd, det bliver bevist igen og og igen, men dog er min rationelle side så stor, at den overbeviser mig om at det er min destruktive og farlige side der taler. Problemet er bare at når den negative del kommer frem, så har den det med at tage overhånd og så kan selv den rationelle side følge med, hverken sige eller gøre noget der er godt nok. Ved også at det løser sig, ved at det er forhastede konklusioner der skubber mig nedaf. Disse konklusioner bliver draget langt inden at de er en egentlig realitet, og dette gør de, da min erfaring siger, at man skal frygte det værste, for det værste er sket, og det er ikke kun en gang det er sket. Den konklusion som denne gang er blevet draget er netop på baggrund af, at det er sket før, jeg har før fået revet mit hjerte ud, og vil bare ikke have at det skal ske igen, for det gør ondt bare ved tanken om at det skal ske, så tør ikke tage chancen og håbe for meget, for så gør det ondt helt derud hvor jeg føler mig som lammet, og hvor selv ikke de varmeste ord og kærligste berøringer kan redde mig.

Jeg ved bare ikke om jeg orker det længere, hvorfor betyder det så meget for mig hvad andre mener, for det er vel der den bunder i. Eller er jeg virkelig faldet for et andet menneske, kan det virkelig ske. Jeg advarede mig selv inden det skete, enten bliver jeg lykkelig og vil aldrig komme ned igen, og hvis ikke, så bliver jeg knust, for anden gang. Forstår ikke at jeg gør det ved mig selv, for ved hvor hårdt det er. For ikke nok med at man mister en person der har betydet hele verden, så føler man sig netop så lille og uduelig, for når denne person er den der kan få dig til at føle dig hel, så er du kun halv uden og derfor ikke et helt menneske. Hvis personen du elsker ikke elsker dig, så er du heller ikke elskværdig, for denne person betyder så meget, at alt hvad vedkommende står for er det rigtige, og hvis jeg ikke hører derunder, føles min verden ligegyldig. Det tager alt for lang tid at bygge sådan en følelse op igen, specielt når man har haft den en gang. Man er nu bevidst, og alt bliver sammenlignet med den følelse man havde første gang, det bliver aldrig det samme, det er først når man kan give slip på disse tanker, at man er klar. Dette er jeg endnu ikke, og slet ikke når

vedkommende efter så mange år vender tilbage og snupper mit hjerte en gang til. Problemet er bare, at det er mig der tilbyder mit hjerte, selvom det ikke vises, så kan jeg mærke det, og denne følelse burde kunne mærkes gennem vores berøringer, ord og blikke. Men måske opfanges de ikke, eller også er han bange, bange for mig, bange for at såre mig, bange for at knytte sig til mig, men ikke til en anden. Jeg er ikke personen man knytter sig til, hvorfor vil jeg aldrig finde ud af, for vil en person knytte sig til mig, vil jeg gerne give dem alt hvad jeg har, selvom jeg endnu ikke ved hvad det er jeg har, men det er det de skal lære mig.

Jeg savner en der kan vise mig verden, lære mig om mig selv, få mig til at grine med hjertet og få mig til at føle at vi to sammen kan klare hele verden, og samtidig være ligeglad med hvad alle andre tænker. Ikke holde af vedkommende fordi det hører sig til, men elske vedkommende fordi det føles rigtigt.