Sådan noget lort!

Mine venner bliver ved med at presse mig til at kommer ud til dem. De siger de savner mig helt vildt, men når jeg spørger, om de vil komme ud til mig, siger de, at der altid er kedeligt hos mig. Jeg bruger næsten alle mine penge på busbiletter fra Aarhus til en lille by 50 km væk, og de gider ikke køre 10 km hen til min far. De siger også min mor er nedern og at min far er kedelig. Det sårer mig rigtig meget. Min mor er måske ikke den bedste i verdenen med hendes aspergers, der gør hun ikke kan håndtere mig, fordi jeg ikke siger direkte, at jeg er ked af det. Men jeg elsker hende jo alligevel. Min far er (synes jeg) totalt sej. Han har fx. sagt \"Jeg kan ikke forhindre dig i nogensinde at køre to på scooter, men når du gør det så husk for guds skyld hjelmen.\" Han er vildt tolerant. En dag da mine venner (for én gangs skyld) besøgte mig, havde to af dam taget en sportstaske fyldt af sprut med. Jeg kan ikke lide sådan noget, når jeg er alene med andre unge, men min far skulle til noget fritids-halløj, og jeg turde ikke sige noget. Min far opdagede tasken, men han sagde ikke noget. Han tog bare indholdet med og lod tre tilbage. Totalt sejt synes jeg.

Men altså. Mit hoved er fyldt af spørgsmål som:
Burde kontakten ikke gå begge veje?
Er de mine rigtige venner når de siger sådan om mit hjem og forældre?


De er mine bedste venner, og jeg tror ikke, jeg overlever mine forældres skænderi om forældremyndigheden uden dem til at støtte mig.

Jeg fortalte dem, hvordan jeg føler, og nu er de virkelig sure på mig. de siger jeg bare kan blive hjemme, hvis jeg ikke vil besøge dem :(