Igen i dag græd jeg. Jeg begyndte at græde da hun sagde, at hun ville rejse i morgen. Jeg græd igen da hun sagde, at jeg ikke måtte græde.
Vi blev venner igen. Men det blev først på aftenen og noget gik hende på. Hun ville eller kunne ikke fortælle mig hvad. Hun nægtede at snakke med mig. Hun ville sidde alene og jeg følte mig efterladt. Hvorfor hendes pludselige vrede skulle gå udover mig, ved jeg ikke.
Jeg ved godt jeg havde dummet mig. Jeg havde begået den største fejl jeg overhovedet kunne begå. Men det var jo måneder siden nu? Hvorfor roder hun op i det igen, når det er noget vi begge to blot vil glemme.
Hun rejste i dag, sagde hun. Om en time ville hun tage afsted. Så græd jeg igen. Jeg græd meget.
Hun vidste ikke længere hvad hun følte. Hun vidste ikke længere hvad hun ville.
Nu sidder jeg i min fars hus ude på landet og sukker tungt. Endnu en dag i morgen, hvor skole ikke bliver aktuelt.

"You just wake up one morning, afraid that you're gonna live"

Jeg har ikke kræfter til at kæmpe videre. Jeg har brug for hjælp, men ligemeget hvor meget jeg råber, er der ingen der kommer.
Gad vide hvor dybt vandet er i Århus havn? Og hvor dybt og langt skal man skære for at forbløde?