Hvis klokken nu ikke havde været halv to, og hvis jeg nu ikke havde haft en far, der ånder mig ned i nakken, så kunne det have været, at jeg måske havde skrevet i går. Men der var desværre diverse ting, der forhindrede mig deri. Vi (Jannie og jeg) var nede hos Kenneth, og Jannie havde endelig fået mod, til at fortælle Anders alt. Men så idylisk og vidunderlig skulle aftenen dog ikke være. Min kæreste har jo (desværre siger han selv) en lillebror, der underligt nok også har et liv. Så at sidde sammen med sin kæreste er fedt, men at være omgivet af 15-årige er dog knapt så fedt.
At Jannie ville fortælle Anders alt var perfekt, knapt så perfekt var det, at han temmelig stiv kørte af sted på sin scooter og kom først tilbage en halv time senere. Klokken halv et. Det værste var, at Jannie ikke fik fortalt noget, at jeg skulle hjem klokken et, og at der nu igen er syv dage minimum, til jeg kan se min kæreste igen.
Det er da bare skønt...! Eller måske ikke!!!

Det er så sært, at vi mennesker ikke kan styre disse ting. Om den ene også kan lide den anden, eller om verden skal dreje den ene vej, eller den anden.
Måske ville det også være for farligt, hvis vi kunne...?