Endnu en chokbølge banede sig vej i lørdags. Jeg var næsten lige stået op, og sad på kontoret sammen med Claus og dagens første kop kaffe. Den mellemste kom hen og stod ved døråbningen. Med bævende stemme sagde han ” I har altid sagt, at vi (børnene) kan komme uanset hvad.”” Ja selvfølgelig" svarrede vi. Så på ham, og kunne se at han havde det svært. Stille og rolig fortalte han, at han igennem et år havde haft et misbrug af amfetamin og nogle få gange kokain. Han ønskede nu hjælp til at komme ud af dette misbrug. Puha. Det havde vi ikke set komme. Roste ham for hans erkendelse, samtidig med at han fik at vide, at vi bakkede 100 % om hans beslutning.
Unge og børene psyk. har igennem et stykke tid haft kendskab til dette, men da han er myndig, har de tavshedspligt. Set i bakspejlet, så skulle jeg have undret mig over, at han gik fra 100mg seroquel til 600mg. Ved at pga. Michelle og hendes misbrug, at hun får en høj dosis medicin.
Pga. det overstående, så har vi også fået en form for vished over for hans vægt, eller mangelen på samme. Han har fortalt, at han pga. div. stoffer ikke har følt sult, samt at han ikke har passet hans medicin. Han er godt og vel 2 meter, og vejer 70 kg.
Planen er nu, at ”vi” skal ind på misbrugscenteret på onsdag. Det vil overraske mig meget hvis de ikke foreslår døgnbehandling – hvilket han også er indstillet på.
Den eneste af vores børn som ikke har haft berøring med div. stoffer, er den store af drengene.
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.