Kære dagbog. Mit hjerte flyder over af takmenlighed i visheden om, at jeg har fået en ny chance her på jorden.

Der er åbenbart endnu meget jeg skal lære inden jeg tager herfra. , Efter at have fået to kraftige advarsler om at leve mit liv på en bedre måde, har jeg i dag fået at vide, at der stadig ikke er tegn på, at canceren er vendt tilbage. Nu er der gået 2 år og 3 måneder.....
Jeg var meget vred i starten, over at netop jeg skulle rammes af livstruende sygdom og ½ år efter smadre mit knæ i en ulykke. Men ved nærmere eftertanke, er jeg ikke vred mere, men taknemlig over at jeg er godt (næsten) gennem begge dele og at jeg i mit nye liv tog det gamle op til revidering og besluttede at hver dag skulle leves til glæde for andre og ikke mindst mine nærmeste og mig selv.
Jeg har lært at det ikke er en selvfølge at vågne på hver morgen og være rask og glad. Jeg forandrede mit liv med gode tiltag som at male og skrive og ikke mindst synge i Gospelkor. Det er ganske gribende at stå og synge i en kirke og se folks reaktion med både glæde og tårer. Det er så smukt. Endelig tog jeg mig sammen, mens jeg endnu er her og opfyldte et ønske jeg havde haft i mange år om netop at synge i en kirke. Tak fordi jeg nåede det. Tak fordi jeg har min dejlige familie og masser af gode venner. De har været der for mig i tykt og tyndt. Tusind tak. Tak til de dygtige læger og plejepersonale. Jeg har løst billet til mange gode år endnu.