Jeg kan ikke slippe denne absurde drøm, der har klistret sig til mig hele dagen.
Ægtemanden havde åbenbart købt en a-bombe via nettet, fordi han var sur på en eller anden, der bare skulle ha' den. Pakken kommer med posten og jeg flår den ivrigt op,Typisk mig lader jeg impulserne styre fremfor fornuft og kommer til at rive paprøret itu og hive det rockwool ud, som beskytter den fintfølende elektronik. Nu er detonatoren blotlagt og modtagelig for stød og rystelser. Jeg får skældt huden fuld, for nu har jeg ødelagt projektet og bomben kan ikke sendes videre til modtageren.
"Hvor kraftig er den bombe" spørger jeg, for vi kunne jo bare lade den gå af ude i haven.
"Den vil lægge hele kvarteret og det meste af byen øde" svarer han.
Jeg bliver godt vred på ham: "Hvad har alle de uskyldige mennesker gjort?"
Ja, det var måske også at overgøre, bare fordi han ville have ram på en, indrømmede han.
Vi kan ikke have den bombe liggende derhjemme og må skille os af med den på en eller anden måde. Vi vil smide den i en mineskakt, så den kan gå af dybt nede under jorden. Men vi bliver nødt til at køre til Tyskland, for der er ingen nedlagte miner i Danmark.
Jeg propper rockwoolet ned omkring detonatoren, så forsigtigt og godt jeg kan. Vi lægger bomben i bilens bagagerum.