Jeg er begyndt at åbne meget op for omverdenen omkring vores udfordringer med at blive gravide, og det har været en blandet fornøjelse. Specielt husker ansigtsudtrykket på Spanierens veninde, da jeg fortalte at vi har prøvet et år nu - et overrasket, forvrænget, jeg-ved-ikke-hvad-skal-sige gled over hendes ansigt, før hun fik lagt det i de rigtige folder. En mand jeg mødte i byen for en måneds tid siden var super cool, og sagde at vi skulle tage ansvar og gøre noget ved det - det gør vi så nu. Annes veninde, Tvillingemoren, som er blevet gravid med kunstig befrugtning, sagde, at jeg bare skulle ringe, hvis der var noget jeg havde lyst til at snakke om, og huskede mig på at tage babyklister, efter jeg havde fået kontaktoplysningerne til hendes "hokus-pokus-dame", som hun kalder hende.

Det er en underlig "tilstand" at være i. Tiden er gået så hurtigt, men alligevel er jeg blevet skuffet hver måned, specielt de sidste to, hvor jeg har været 5-6 dage forsinket, men måske er det tegn på at der er ved at ske noget?

Mexikaneren ringede for et par dage siden fra Jylland, og vi fik os en rigtig god snak. Hun fortalte lidt om hendes proces og at hendes fascination af en anden mand, havde været med til, at hun kunne tage nogle beslutninger og gøre det, der skal gøre, for at få nyt job og finde sig til rette i sit liv igen. Ikke at det er 100% det jeg skal gøre, men jeg tror at der er ét eller andet, der skal ske (med mig/inden i mig), før tingene falder på plads.

Måske skal jeg finde et job før det sker, måske skal jeg blive afklaret med, at det er ok at blive gravid selvom jeg ikke har noget arbejde, eller måske skal jeg bare slappe af og stole på at alt nok skal løse sig.. Er mest tilhænger af det sidste, men det er også det hokus-pokus-damen skal hjælpe mig med - det gjorde hun i hvert fald med tvillinge-moren:
Hokus-pokus-dame til tvillingemor: "Du er jo ikke klar til at få børn!"
Tvillinge-mor efter at have prøvet i flere år: "Jo jeg er!! Jeg er så klar!!"
"Nej, det er du ikke!" og efter lidt snak, sagde damen at hun ikke stolede på sin mand og skulle arbejde med det. Det gjorde hun så, og den næste insiminering lykkedes, og nu har de to skønne piger.

Nå, men det skal nok lykkes, det er bare frustrerende ikke at vide hvad det er, der skal ting, før det gør. Jeg famler lidt i blinde her.

Bikeren har ikke forladt mine tanker endnu, jeg har kigget på hans billeder på facebook og når jeg har været ude og gå med hunden, har jeg på den ene side kigget efter ham og håbet på at møde ham, men på den anden side været lettet, når jeg ikke gjorde. Fortsættes....